Supervision til plejefamilier
Mine erfaringer stammer fra en tid, hvor jeg arbejdede på et spædbørnehjem. Senere har jeg arbejdet som familieplejekonsulent og været med til at lave anbringelser af nyfødte børn og mindre børn.
Desuden har jeg selv været plejefamilie i 10 år.
Fagligt tager jeg udgangspunkt i Skodborg Observations- og behandlingshjem. Læs gerne bogen: Hånden på hjertet af Inger Thormann og Charlotte Guldberg.
At modtage et lille barn, som har været udsat for omsorgssvigt, og som samtidig bliver fjernet fra forældrenes lugte, lyde, stmmer m.m., er voldsomt. At erstatte omsorgssvigt med omsorg er det allerførste. Men det er ligeså vigtigt at skabe tryghed, kontinuitet og ikke mindst TID til at lade barnet lære sine nye omsorgspersoner at kende. Et spædbarn har ikke et verbalt sprog, så det kan være rigtig svært at forstå dets signaler.
Jeg plejer at formulere mig (måske lidt primitivt) om at modtage et spædbarn: du skal starte ”en ny graviditet”, hvor barnet bliver beskyttet og skånet for en masse sanseoplevelser, mere end at lære jer at kende i familien. Få indført faste rytmer, 2-3 slags legetøj, sidde det samme sted og give mad, ikke starte med at putte barnet i bad og nyt tøj, men i stedet ladet det være i sit gamle tøj med velkendte lugte m.m.
Det handler om at lave et professionelt tilknytningsarbejde og formindske skaden så meget som muligt.
Anbringelse af større børn, som måske har været vant til at tage meget ansvar/klarer sig selv, kan være vanskeligt.
Disse børn har svært ved at acceptere en plejefamilies nye regler og fællesskab, de er vant til selv at bestemme.
Ligeså har de en stor bevidsthed om, at de biologiske forældre har det svært med at de ikke er hjemme ved dem mere, og vil derfor ofte være meget loyale overfor deres forældre.
Alt i alt kræver det stor tolerance/indsigt og tålmodighed at være plejefamilie. Og ind imellem kan man også blive ramt på egne følelser, eller egne børn reagerer og sidst men ikke mindst, kan man blive rigtig træt og magtesløs
Det at være i smerten/tabet sammen med barnet, kræver meget af en plejefamilie og dennes familie og omgivelser, navnlig det første år. Men det kan lykkes, og med det for øje, får man uanede kræfter.
Derfor er det vigtigt at modtage supervision. Min holdning er, at man skal stille det som et krav, for at kunne lave et godt stykke nærværende relationsarbejde med svigtede og skadede børn.
Muligheden for at få støtte og vejledning i forhold til samarbejdet med biologiske forældre er ligeså vigtigt, for at et plejebarn kan trives og ikke komme i klemme.